schema:text
| - Stol ikke på vidunderprodukt mod luftvejssygdomme
-
På Facebook reklamerer virksomheden Lung Revive for et produkt, der fjerner alt slim fra dine lunger og samtidig forebygger og behandler luftvejssygdomme
-
Men virksomheden er falsk, og hjemmesiden er alene oprettet for at franarre dig dine kontooplysninger
Den fjerner slim og slimpropper fra lungerne. Den er anbefalet af pulmonologer og er klinisk testet. Og så koster den kun 229 kroner.
Med hvad der ligner fantastiske anmeldelser og synlige resultater, reklamerer virksomheden Lung Revive for et produkt, der skulle frigøre din vejrtrækning og behandle luftvejssygdomme som KOL og astma.
Det lyder næsten for godt til at være sandt - og det er det også.
Hjemmesiden er nemlig et af mange eksempler på, at bagmænd gennem falske webshops forsøger at lokke kontooplysninger ud af dig for at begå økonomisk svindel.
Virksomheden LungRevive reklamerer for en spray, som fjerner al slim fra lungerne. På hjemmesiden præsenterer de blandt andet produktet som "den ultimative løsning for alle luftvejsproblemer". Foto: Screenshot fra vitalaura.dk
Når du scroller ned over hjemmesiden, ligner den ved første øjekast en helt standard webshop, hvor du kan købe den effektive lungespray. Du kan købe produktet enkelvist eller købe en pakke med flere produkter og opnå mængderabat.
Når du går til kassen, er der vist en række symboler, som repræsenterer forskellige betalingsmetoder. Men selvom dette kan virke som en verificering af webshoppen, er det langt fra altid tilfældet.
For at gennemføre dit køb, skal du indtaste dine kontooplysninger, kontaktoplysninger og adresse for levering. Når købet går igennem, trækkes beløbet fra din konto, men det er ikke sikkert, du modtager et produkt i bytte. Slår man domænet bag virksomheden op på Trustpilot, er der langt fra tale om tilfredse kunder. Her beretter flere om, at de er blevet svindlet og ikke har modtaget deres produkter.
I værste tilfælde kan svindlerne bruge dine personlige oplysninger til at begå større økonomisk svindel. Det kan de blandt andet ved at ringe dig op og lokke sig til yderligere oplysninger, som kan give dem adgang til din bankkonto.
Lægemiddelstyrelsen: Ikke godkendt lægemiddel
En omvendt billedsøgning af produktbilledet for LungRevive viser dog, at LungRevive ikke er de eneste der sælger lungesprayen. Produktet dukker op med mange forskellige navne, og det sælges sågar også på både det danske og tyske Amazon. Fælles for dem alle er, at de er produceret i Kina.
TjekDet har kontaktet Lægemiddelstyrelsen, som har svaret på mail:
"Det er ikke registreret som medicinsk produkt, hverken under reglerne for lægemidler eller medicinsk udstyr".
De advarer desuden om, at virksomheden ikke oplyser tilstrækkeligt om produktets virkning og sikkerhed - udover at det indeholder ingredienserne: eukalyptus, lakridsrod, pebermynte og morgenfrue.
"Vi kan derfor ikke anbefale danske patienter at anvende produktet. Hvis man lider af lungesygdom, herunder astma, hoste eller KOL, så bør man derimod søge rådgivning hos sin læge for at få en optimal vejledning om behandling af sygdommen", skriver Lægemiddelstyrelsen.
Lægemiddelstyrelsen understreger, at det ikke er læger, der godkender medicinske produkter i Danmark. Lægemidler kan kun godkendes af lægemiddelmyndighederne, mens medicinsk udstyr skal certificeres med en CE-mærkning.
Derfor er det misvisende, når LungRevive skriver på deres hjemmeside, at produktet er verificeret af flere tusind danske læger.
Samme domæne - forskellige virksomheder
Facebookannoncerne for LungRevive kommer fra facebooksiden Sepino Mode, der har over 48 tusind følgere på Facebook. Det er dog værd at bemærke, at siden ikke har mere end et par interaktioner på deres opslag, som stort set alle stockfotos.
Når vi slår siden op i Metas annoncebibliotek kan vi se, at de i skrivende stund har 61 aktive annoncer, og at de har haft omkring 280 annoncer ude siden april 2024. Annoncerne indeholder forskellige produkter og går under forskellige virksomhedsnavne.
Sepino Mode har annonceret for flere forskellige virksomheder og produkter - blandt andet virksomhederne LashGlow og HemEase, som sælger henholdsvis vippebukkere og et produkt mod hæmorider.
Hjemmesiderne for virksomhederne følger alle den samme skabelon og deler domænenavnet ‘vitalaura.dk’ efterfulgte af virksomhedens navn.
Derudover er kontaktoplysningerne de samme, ligesom adressen for alle virksomheder er opgivet til at være ‘Strøget, København, Denmark’.
Røde flag står i kø
Der er flere tegn på, at LungRevive ikke er, hvad de giver sig ud for. Først og fremmest deler alle tre hjemmesider domænet ‘vitalaura.dk’. Det vidner om, at domænet er oprettet til at lægge mange nye hjemmesider op.
Når vi slår domænet op i WHOIS-databasen, bliver den lokaliseret med hovedsæde i Hongkong, hvilket ikke stemmer overens med, at virksomheden eftersigende skulle have hovedsæde på Strøget i Danmark.
På LungRevives egen hjemmeside, slår de sig desuden op på, at de har flere tusind verificerede anmeldelser fra tilfredse kunder. Der er dog ingen mulighed for at efterprøve udsagnet. På andre af hjemmesiderne under domænet vitalaura.dk, er der billeder af tilfredse kunder. Billederne er dog enten stockfotos eller billeder taget fra Facebook fra profiler med andre nationaliteter og navne, end der fremgår af hjemmesiden.
Der er altså flere tegn på, at virksomhederne under vitalaura.dk er ren fup. Derfor skal du ikke dele dine kontooplysninger, da du risikerer at blive økonomisk svindlet.
TjekDet har forelagt kritikken skriftligt over for LungRevive, men producenten er ikke vendt tilbage på vores henvendelse.
Hvis du kan lide vores artikler og vil være sikker på ikke at gå glip af den nyeste, så følg os på Facebook ved at klikke her. Du kan også tilmelde dig TjekDet's gratis nyhedsbrev, hvor vi tipper dig om vores seneste faktatjek - direkte i din mailindbakke. Tilmeld dig nyhedsbrevet her.
|