schema:text
| - Læger advarer mod viralt præventionsråd: "Det er ikke sikkert"
Måling af kropstemperatur er en lige så sikker metode som p-piller til at forhindre graviditet.
-
Sådan lyder budskabet fra en kendt influencer med mere end 40.000 Instagram-følgere i en video, der også deles på TikTok.
-
Videoen bliver set af tusindvis af unge - men metoden er usikker og forbundet med forbehold, siger eksperter.
-
“Nu er det her min prævention - et termometer, der tager min temperatur hver morgen. Det er, hvis anvendt korrekt, lige så sikkert som p-piller, hvis ikke sikrere.”
Sådan lyder det fra en influencer, der i en video på TikTok taler om den nye metode, hun er begyndt at bruge, efter hun har fravalgt hormonel prævention.
Og hun er ikke alene. De sidste mange år er antallet af kvinder, der bruger p-piller, p-stav og andre former for hormonel prævention, faldet.
I 2023 lå antallet af kvinder, der bruger hormonel prævention, på lidt over 300.000 - et tal, der er faldet hvert år siden 2011, hvor det lå på 465.000 personer.
Imens brugen af hormoner falder, får en anden metode opmærksomhed på sociale medier. Nemlig naturlig prævention, hvor man helt uden hormoner forsøger at beskytte sig mod uønsket graviditet.
Influenceren bag videoen, der promoverer temperaturmåling som et sikkert alternativ til p-piller, er Mille-Marie Evensen. Hun er 24 år gammel og bruger sit talerør på sociale medier til at tale om emner som dating, prævention og sundhed.
“Jeg er ikke fan af at gå ind og pille ved helt naturlige hormonelle processer i kroppen. De er der af naturlige årsager, og vi bør lade dem blive der,” siger Mille-Marie i videoen, der er blevet set over 126.000 gange på TikTok og ligeledes har fået stor opmærksomhed på Instagram, hvor hun har mere end 40.000 følgere.
I videoen forklarer Mille-Marie, at hun for nogle år siden tog en beslutning om at stoppe på alle former for hormonel prævention. Hun har nu fundet en hormonfri løsning - og den begynder med, at som hun det første hver morgen tager sin temperatur.
Og Mille-Marie udtaler altså blandt andet, at termometermetoden, hvis anvendt korrekt, er “lige så sikker som p-piller, hvis ikke endnu sikrere”. Men er der hold i påstanden?
@millemarieevensen #fyp #prævention #mænd #kvinder #hormoner ♬ original sound - Mille-Marie Evensen
Måling af kropstemperatur er en lige så sikker metode som p-piller til at forhindre graviditet, lyder budskabet en viral video på TikTok. Selv om metoden kan have noget på sig, så er den dog forbundet med så mange usikkerheder og krav til kvindens måde at leve på, at den overhovedet ikke er så sikker, som det fremstår i videoen.
Metode for et fåtal af kvinder
Den nævnte metode, hvor kvinden måler sin temperatur med et termometer hver morgen, kaldes BBT method - Basal Body Temperature-metoden. Den er én af flere metoder, der hører under kategorien FAM - Fertility Awareness Method.
Fremgangsmåden er, at kvinden måler sin temperatur og observerer, hvor den ligger i forhold til andre dage. Er temperaturen omkring en halv grad højere end normalt, indikerer det, at kvinden har ægløsning - og det er dermed en fertil dag, hvor hun skal undgå at have ubeskyttet samleje for ikke at blive gravid. Er temperaturen derimod ikke forhøjet, indikerer det, at dagen er ikke-fertil og at hun dermed ikke risikerer at blive gravid.
Den form for prævention er dog forbundet med en række usikkerheder og forbehold, fortæller Charlotte Wilken-Jensen, faglig leder hos Sex & Samfunds Præventions- og Rådgivningsklinik. Og at temperaturmetoden efter sigende skulle være lige så sikker som - eller sågar sikrere end - p-piller, er ifølge hende ikke korrekt.
“Det er ikke sikkert. For at opnå sikkerhed med den metode, kræver det, at man som kvinde har en helt ekstremt rutinepræget hverdag, hvor man vågner på præcis samme tidspunkt hver dag og altid sover i samme rum med samme temperatur,” forklarer hun.
Hun svarer samtidig nej til at ville anbefale temperaturtagning som præventionsmetode til en kvinde, der ønsker at beskytte sig mod graviditet og fortæller, at det er et fåtal af kvinder, metoden potentielt kan fungere for.
Også Ditte Trolle, overlæge ved Center for Kønsidentitet på Aalborg Universitetshospital og specialist i kvindesygdomme, afviser påstanden om, at temperaturmetoden er lige så sikker som p-piller.
“Det passer ikke, at man er sikker, hvis man kun tager sin temperatur. Hvis man ønsker at bruge det, bør man kombinere det med nogle andre undersøgelser og bruge en kalender, hvor man holder styr på det hele - og desuden beskytte sig med kondom på de fertile dage,” siger hun.
Ifølge Ditte Trolle stiller naturlig prævention altså høje krav til brugeren. Det kan fungere for nogle - men vel at mærke kun, hvis temperaturmetoden ikke står alene.
“Det kræver, at man har et liv, hvor man er i stand til at monitorere sin krop hver dag - at det er praktisk muligt, og at man lever meget regelmæssigt,” forklarer hun.
Ingen pålidelige data
World Health Organization (WHO) undersøger løbende graden af sikkerhed ved forskellige præventionsformer.
De måler sikkerheden ud fra, hvor mange graviditeter der forekommer for hver 100. kvinde per år ved korrekt og konsekvent brug af den enkelte præventionsform. Tallet ligger eksempelvis på 0,3 for både p-piller og minipiller.
Men når det gælder temperaturmetoden BBT, er der ifølge WHO ingen pålidelige data for metodens sikkerhed.
På TikTok bliver Mille-Marie Evensens påstand om temperaturmåling som sikker præventionsform også imødegået. Den danske læge-influencer Basicdoctorshit kalder i en video præventionsformen for “en myte”.
Manden bag Basicdoctorshit er Kristian Møller, som er læge i infektionsmedicin på Odense Universitetshospital. På TikTok har han over 125.000 følgere. Her henvender han sig især til det yngre publikum og bruger blandt andet sin platform til at aflive myter om krop og sundhed.
Han nævner i sin video, at metoden muligvis kan fungere for én målgruppe - nemlig dem, som gerne vil forebygge en graviditet, men hvor det ikke ville gøre noget, hvis de alligevel blev gravide.
I beskrivelsen af videoen, der er et svar til Mille-Maries video, skriver han:
“Det er ikke alt hvad man lærer på TikTok, der er facts, og nogle gange kan det kræve lidt mere at faktatjekke end bare en hurtig googlesøgning.”
“Ikke mere giftig prævention”
Men Mille-Marie Evensen er ikke alene om at reklamere for naturlig prævention.
Også uden for Danmarks grænser kan man se, at metoden vinder frem på sociale medier.
“Det her har ændret mit liv! Ikke mere giftig prævention, jeg tager min temperatur hver morgen, og den fortæller mig, om jeg er fertil!” lyder det fra en kvinde med termometer i munden i en video på TikTok.
“Girl math er at regne de seks dage ud om måneden, hvor du er mest fertil, så du kan undgå graviditet naturligt i stedet for at tage p-piller,” lyder det fra en anden kvinde, der tilslutter sig trenden.
En variation af temperaturmetoden, der de sidste år har trendet på TikTok og andre sociale medier, er den såkaldte Oura Ring. En fingerring, der ud fra samme princip som termometeret måler kroppens temperatur hver dag og med en tilhørende app fortæller, om det er en fertil eller ikke-fertil dag.
Oura Ring bliver blandt andet anbefalet af den danske influencer Mathilde Malmberg.
Den er ligeledes blevet promoveret blandt amerikanske TikTok-brugere - blandt andet i denne video, hvor kommentarsporet dog er fyldt med kommentarer fra kvinder, der fortæller, at de alligevel blev gravide under brug af denne form for naturlig prævention.
Kritik af hormoner
Ifølge Charlotte Wilken-Jensen er der en forklaring på de seneste års voksende fokus på de nye alternativer og afstandstagen til hormonel prævention.
“Hormonel prævention har fået rigtig dårlig omtale, og derfor opstod trenden med naturlig prævention. Flere kvinder siger, at de ikke vil styres af hormoner og fravælger det derfor”, forklarer Charlotte Wilken-Jensen. Hun advarer dog mod temperaturmetoden, da den kræver meget af den enkelte kvinde for at være en nogenlunde sikker metode. Høje krav, der gør, at metoden i praksis ikke vil være sikker for ret mange, mener hun.
Ditte Trolle ser udviklingen som et udtryk for, at kvinder i højere grad vil lære deres krop at kende og omfavne deres biologi. Dog synes hun ikke, at man nødvendigvis skal lade sig skræmme af hormoner.
“Hvis man vil være på naturlig prævention, kræver det disciplin og viden. Man skal træffe et informeret valg, og man skal ikke bare dømme p-piller ude, fordi man tænker ‘Åh nej, hormoner’. Der findes bivirkninger ved p-piller - blandt andet kan nogle opleve nedsat sexlyst og enkelte kan opleve psykiske bivirkninger, men der er også mange fordele ved p-piller,” siger hun.
TjekDet har kontaktet Mille-Marie Evensen med henblik på at få en kommentar til artiklen. Hun fortæller, at hun synes, præventionsform altid skal være et individuelt valg. Derudover henviser hun til de øvrige videoer, hun har lavet om temperaturmetoden, men har ikke yderligere kommentarer.
TjekDet har også kontaktet Mathilde Malmberg, som i et mailsvar understreger, at hendes indhold afspejler hendes personlige oplevelser og valg, da ingen konventionelle hormonpræventioner har fungeret for hende. Hun opfordrer derfor hendes følgere er at lave deres egen grundige research i forbindelse med præventionsvalg.
Hvis du kan lide vores artikler og vil være sikker på ikke at gå glip af den nyeste, så følg os på Facebook ved at klikke her. Du kan også tilmelde dig TjekDet's gratis nyhedsbrev, hvor vi tipper dig om vores seneste faktatjek - direkte i din mailindbakke. Tilmeld dig nyhedsbrevet her.
|